Kære medlemmer, forældre og venner af Lyngby Badmintonklub
Når du en tilfældig dag træder ind i Engelsborghallen og hører lyden af fjerbolde, der smashes med fuld koncentration, og ser smilende børn og voksne give den gas, så mærker du Lyngby Badmintonklubs fællesskab. Det er et fællesskab, der består af mere end ’fjer’. Og som bygger på glæden ved at være sammen og bakke hinanden op – på og uden for stregerne.
Men fællesskabet kommer ikke af sig selv.
Bag hvert klubmesterskab, hvert opsat net og hvert bagt stykke kage står der mennesker, som har valgt at give et lille stykke af deres dyrebare tid. For fællesskabet. Det er dem, vi kalder frivillige helte. Vi har brug for dig og din heltegerning i den nye sæson. Måske bare en time årligt.
Derfor opretter vi som noget nyt Lyngby Badmintonklubs frivillige heltebank.
Det er ikke en forpligtelse – det er en mulighed. Når du skriver dig op i heltebanken, siger du blot:
"Hvis der er brug for hjælp, så må I gerne spørge mig. Måske kan jeg. Måske kan jeg ikke. Men I må gerne spørge."
Hvad kan du hjælpe med?
Vi har opgaver i alle størrelser og farver. Nogle kræver hænder, andre kræver kager - fx:
-Hjælp ved dommerbordet
-Kagebagning eller kaffebrygning
-Holdlederroller
-Opsætning, oprydning, hente udstyr, tage billeder, styre en højtaler…
Vil du være med til at gøre klubben lidt mere magisk?
Udfyld formularen nedenfor og bliv en frivillig helt, så klubben bliver endnu bedre for medlemmerne. Du siger ’ja’ eller ’nej’ fra gang til gang, når vi skriver til dig. Klubben har ingen sure miner over at få et sødt ’det kan jeg desværre ikke hjælpe med i denne omgang’.
Det er let. Det er uforpligtende. Men det betyder alverden.
Alle kan blive en helt! Forældre til spillere. Spillere selv. Bedsteforældre. Søskende. Gamle kendinge af klubben. Har du hænder, et køkken, et smil eller en bil? Så har vi plads til dig.
Tak fordi du om et klik er en del af Lyngby Badmintonklubs frivillige helte.
## FORM:3 ##
På vegne af ungdomsudvalget (USU) og hele Lyngby Badmintonklub