Lyngby Badminton Klub har en ungdomsafdeling i rivende udvikling
 

Træningerne er omhyggeligt tilrettelagt, så de passer til børnenes niveau, evner og ambitioner. Her er både plads til elitespillerne, der gerne vil nå langt i konkurrencerne med andre klubbers spillere, og til hyggespillerne, der hellere vil komme en gang om ugen og få lidt instruktion og motion.

Alle spillere placeres på træningshold, der passer til niveau og interesse, og der er tilbud til alle hvad enten man er 4 år eller 17 år.
Er du nybegynder, kan du til at starte med låne en ketsjer af klubben, indtil du finder ud af, om badminton er noget for dig. Så alt du behøver, for at være klar til træning, er et par indendørssko med lyse såler og en drikkedunk til vand.

Vi lægger i LBK vægt på at der er en behagelig atmosfære og en respektfuld tone på træningerne, og vi gør meget ud af at komme al mobning til livs inden det vokser sig til et problem. At komme i LBK skal være en god oplevelse, og et af de højeste mål, er at vore børn kommer i klubben også når det ikke lige er deres egen træningstid, derfor arbejder vores Ungdomsspiller Udvalg (USU) på forskellige aktiviteter i løbet af året.


 
Hvad tilbyder LBK ungdomspillere?
 
I LBK kan vi prale af at have et meget stort udvalg af tilbud til vores medlemmer. Som medlem vil du blive tilbudt:
  • Træning på et højt niveau af uddannede trænere
  • Deltagelse på et af vores mange hold, der deltager i København Kredsens Holdturnering
  • Deltagelse i individuelle turneringer på alle niveauer, herunder det årlige klubmesterskab
  • Et stort udvalg af interne arrangementer. Vi lægger stor vægt på at skabe et godt socialt miljø og sammenhold for vores ungdomsspillere. Derfor tilbyder LBK en række interne arrangementer i løbet af sæsonen, hvor der både er fokus på badmintonspillet og på at lære hinanden bedre at kende på kryds og tværs: 
    • Opstartslejr for ungdom med overnatning
    • Arved Cup for vores egne spillere U9-U15. (For U13 og U15 kun ikke turnerings-/holdspillere)
    • Drenge- og tøsetræf, hvor spillerne hygger på tværs af hold og alder
    • Nytårskur i januar, hvor alle ungdomsspillere har en anderledes dag
    • Klubmesterskabet, der løber over flere dag, og afslutter med en finale-dag
Arrangementerne annonceres gennem nyhederne på forsiden, via e-mails samt under Arrangementer hvor også tilmelding kan finde sted.

I LBK er det meget vigtigt at man føler sig som en del af et hold, og ikke som et individ i mængden.

Vær opmærksom på, at en træning fungerer bedst, hvis alle både træner op og ned.

 

Med hjælp fra forældre bliver arbejdet meget lettere

For at få alt dette til at fungere skal der lægges en masse frivilligt arbejde. Ungdomsafdelingens hjerte er Ungdomsspiller udvalget (USU). Her sidder en masse hårdtarbejdende forældre og to trænere og trækker i trådende. Arbejdet er både af strategisk karakter, og i særdeleshed af praktisk karakter. Således bruger USU en masse energi på at finde forældre der kunne tænke sig at hjælpe med diverse småopgaver: køre holdet til kampe, hjælpe til med at arrangere en aktivitet, bage en kage, være holdleder og meget mere. Har du overskud til at hjælpe på en eller anden front er du meget velkommen til at kontakte USU. Se mere her.
 

Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at der er mange der ikke har overskud i hverdagen. Er du en af dem, kan du stadig hjælpe os i det små: tag dit barn med op og se en 1. holdskamp, overhold aftaler, vis dine børn interesse for deres hobby og meld til rettidigt.

 

Vi håber I bliver glade for at være en del af Lyngby Badminton Klub!